Kære Johanne, kære veninde
Jeg skriver til dig om en dag, der ligger langt tilbage,
og alligevel føles så nær, som var den gemt i min hud.
Det var sensommer. Alt stod stille på den særlige måde, som kun sene eftermiddage kan.
Ingen hast, ingen krav – kun duften af sol og varme æbler, og lyset, der faldt blødt hen over skuldre og græs.
Vi sagde ikke meget, alt var allerede sagt.
Freden lå imellem os som et tæppe – usynligt, men mærkbart.
Der var et nærvær, jeg siden har søgt og måske aldrig fundet helt igen.
Men jeg ved, det fandtes – for jeg var der.
Og måske er det sådan, trygheden og glæden lever videre:
Som glød, ikke ild. Som stilhed, ikke ord.
Jeg ville bare dele det med dig, Johanne.
Fordi sådan en dag fortjener at blive husket.
Din
Ingeborg
